SØVN OG IMMUNFORSVARET

Tirsdag den 25. oktober kl. 19.00 – 21.00 livestreamer vi igen i Vejstrup Forsamlingshus. Foredraget er som sædvanligt gratis, og der kan købes forfriskninger i pausen.

Vores immunforsvar er dybt afhængigt af søvn og bruger den til at restituere. Omvendt påvirker immunforsvaret også søvnen, og visse sygdomme kan ligefrem ødelægge søvnreguleringen. Hvordan forklarer forskerne denne sammenhæng?

Det vil foredragsholder og lektor i neurofysiologi Birgitte Rahbek Kornum, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet gøre os klogere på.

ALLE ER VELKOMNE!

VELKOMMEN TIL FLERE FOREDRAG

Rækken af naturvidenskabelige foredrag streamet direkte fra Aarhus Universitet fortsætter med fire foredrag i oktober og november, så hvis du ikke har haft oplevelsen endnu, kan du stadig nå det. Foredragene finder alle sted fra kl. 19.00 – 21.00 og er finansieret af Carlsbergfondet, hvorfor der er gratis adgang. I pausen kan der købes forfriskninger til absolut rimelige priser.

Tirsdag den 25. oktober: Søvn og immunforsvaret

Vores immunforsvar er dybt afhængigt af søvn og bruger den til at restituere. Omvendt påvirker immunforsvaret også søvnen, og visse sygdomme kan ligefrem ødelægge søvnreguleringen. Hvordan forklarer forskerne denne sammenhæng? Foredragsholder: lektor i neurofysiologi Birgitte Rahbek Kornum, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet.

Tirsdag den 1. november: Vores urolige klode

Trods vores magt over naturen udgør jordskælv og tsunamier stadig voldsomme og uforudsigelige trusler mod liv, ejendom og infrastruktur. Men jordskælv holder også Jordens overflade ung, frugtbar og oven vande og afslører detaljer om Jordens dybe indre. Foredragsholder: lektor i geofysik Bo Holm Jacobsen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet.

Tirsdag den 15. november: Fagre nye genetiske verden

En revolution i genetisk forskning med uanede muligheder afføder væsentlige etiske diskussioner. Tag med på rejse i den fagre nye genetiske verden. Foredragsholder: professor i genterapi og personlig medicin Jacob Giehm Mikkelsen, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet.

Tirsdag den 22. november: Datalogien i din lomme

I din smartphone i lommen og din bærbare computer ligger resultaterne af mange års datalogisk forskning. Men hvordan forsker man i datalogi? Hør om teknologiens udvikling og forskningen i bl.a. data, algoritmer og brugergrænseflader der gavner os alle. Foredragsholdere: Ved professorerne i datalogi Kasper Green Larsen og Kaj Grønbæk, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet

KVANTEFYSIKKEN – ATOMERNES VILDE VERDEN

Foredragsrækken med naturvidenskabelige foredrag streamet fra Aarhus Universitet fortsætter tirsdag den 4. oktober kl. 19.00 – 21.00.

Hør om de eksperimenter og teoretiske overvejelser der førte til Niels Bohrs atom- og kvantefysik, som fysikerne stadig diskuterer, hvordan vi skal forstå – samtidig med at den anvendes med succes på alt fra stjerners liv til mikrochips i smartphones.

Som sædvanlig er der gratis adgang og kan købes forfriskninger i pausen.

Foredragsholder: professor i kvantefysik, Klaus Mølmer, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

NU KAN DU LÆGGE EFTERÅRETS LIVESTREAMEDE FOREDRAG I DIN KALENDER

Seks tirsdage i efteråret livestreamer vi igen foredrag fra Aarhus Universitet. Det er alle gange kl. 19.00 – 21.00.
Der er som sædvanlig gratis adgang, men der kan købes forfriskninger.

Det første foredrag, som er den 27. september, har titlen ”Jorden og livet – 3.000 mio. års spejling” og handler om, hvordan Jorden og livet gennem tiden har spejlet og påvirket hinanden, og hvordan vi mennesker er i gang med at ændre Jorden i en hidtil uset retning.

De øvrige foredrag finder sted på følgende datoer:

4.10. Kvantefysikken – atomernes vilde verden
25.10 Søvn og immunforsvaret
1.11. Vores urolige klode
15.11. Fagre nye genetiske verden
22.11. Datalogien i din lomme

Læse mere om de enkelte foredrag her på hjemmesiden, når datoerne nærmer sig

LIVESTREAMGRUPPEN TAKKER FOR EN GOD VINTERSÆSON

Vi lukker og slukker vintersæsonen 2022 tirsdag den 26. april og vil gerne sige tak for opbakningen og det hyggelige samvær om vores livestreamede foredrag.

Sidste foredrag i sæsonen har titlen ”På rumsafari blandt Mælkevejens planeter” kl. 19.00-21.00. Du kommer med på en svimlende opdagelsesrejse i Universet og hører om nogle af de meget anderledes verdener som findes milliarder af kilometer borte.

I foredraget vil vi bl.a. ”besøge” glohede klippeplaneter hvis overflade er dækket af et flydende lavahav, og planeter som hovedsageligt består af flydende vand – et flere tusinde kilometer dybt hav.

Foredragsholder er Hans Kjeldsen, professor i astrofysik, Aarhus Universitet.

Der er som sædvanlig gratis adgang, og der kan købes øl, vand, kaffe og te i pausen.

Vi har stadig flotte eksemplarer af tidsskriftet ”Aktuel naturvidenskab” til gratis uddeling. Du kan lige nå at få et eller et par stykker med hjem, så du har spændende læsestof i sommer.

NU KAN DU OGSÅ LÆRE OM FLAGERMUS I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS

Tirsdag den 29. marts livestreamer vi igen fra Aarhus Universitet. Emnet er ”Flagermus”.

I dette foredrag vil vi, ved hjælp af bittesmå computere på ryggen af vilde flagermus blive indviet i, hvordan de kan fange deres byttedyr ved hjælp af svage ekkoer og med mad i munden kan flyve, trække vejret og skrige højlydt samtidigt.

Kan det passe, at en flagermus virkelig fanger ét tusinde insekter på en nat? Hvordan undgår det at skade deres ekstremt følsomme hørelse? Og hvorfor er det ikke flagermusenes skyld, at vi har en coronaviruspandemi?

Foredragsholder er Peter Teglbjerg Madsen, professor i sansefysiologi, Aarhus Universitet.

Der er gratis adgang. Vi starter kl. 19.00 præcis og slutter lige så præcis kl. 21.00. I pausen midtvejs kan der købes kaffe, te, kage, øl og sodavand.

EKSTREM FORDØJELSE

Det er titlen på det næste livestreamede foredrag i Vejstrup Forsamlingshus tirsdag den 15. marts.

De fleste kan sikkert genkende den gentagende lyst til mad i løbet af dagen. Modsat os mennesker trives slanger med at æde måltider større end deres egen kropsvægt efter lang tids faste.

Foredraget fortæller om slangernes stofskifte, hvordan slangernes muskler vokser under fordøjelse helt uden motion – og hvordan dette måske kan bidrage til at forhindre mennesker i at miste muskelmasse under sygdom og aldring.

Foredragsholder: Tobias Wang, professor i zoofysiologi, Aarhus Universitet.

Foredraget starter kl. 19.00. Der er gratis adgang, og der kan købes kaffe/te, kage og kolde drikke.

VI SES I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS.

KLIMAFORANDRINGERNE

Det er overskriften på det næste livestreamede foredrag i Vejstrup Forsamlingshus, som finder sted tirsdag den 1. marts. Som sædvanlig fra kl. 19.00 – 21.00 og med gratis adgang.

FN’s klimapanel udgiver løbende klimarapporter, som med større og større detalje viser, hvad vi ved om de igangværende klimaændringer, og hvad fremtiden vil byde på. Global opvarmning, nedbørsmønstre, afsmeltning af gletsjere og is, drivhusgasser og ekstremvejrsbegivenheder er nogle af nøgleordene i aftenens foredrag.

Foredragsholder er Jens Hesselbjerg Christensen, professor i klimafysik på Niels Bohrs Instituttet og hovedforfatter på flere klimarapporter.

VELKOMMEN TIL ENDNU ET SPÆNDENDE FOREDRAG

Vi livestreamer igen TIRSDAG DEN 22. FEBRUAR. Emnet denne aften er ”Den sovende hjerne”. Foredragsholder er neurofysiolog Birgitte Rahbek Kornum, som blandt andet fortæller om søvnens fire forskellige faser, der har hver deres helbredende effekter på hjernen

Vi kommer til at kigge ind i hjernen og se på de mekanismer, der regulerer, om vi er vågne eller sover, og vi vil få forklaret hvordan faktorer som lys, koffein og alkohol påvirker de søvnregulerende mekanismer. Under foredraget gennemgås også hvilke af de mange råd om god søvn, der giver mening i forhold til søvnens biologi.

Der er gratis adgang, vi holder afstand og lufter ud. I pausen kan der købes kaffe/te, kage, øl og vand.