DET ER DEN 4. OKTOBER – DET ER I VEJSTRUP!


Har du købt din billet til koncerten?

Gasbox har siden 2010 spillet flere hundrede koncerter mange steder i landet. Efter medvirken i Tv-programmet ”Danmark har talent” på TV 2, hvor de nåede helt til semifinalen, har de fået god medvind på landevejen og opnået masser af succes. Det skyldes ikke mindst, at forsanger og guitarist René Hejdmann, både lyder og ligner Kim Larsen på stemme og mimik i en sådan grad, at man
tror det er løgn. Med sig har han altid sine tre veloplagte og professionelle musikalske legekammerater, René Davidsen (leadguitar), Jan O Thomassen (bas,) og Johnny Kolstrup (trommer)

Fremtidens forsamlingshus

Tirsdag den 10. september blev byggegruppen/bestyrelsen præsenteret for arkitekternes oplæg til ombygning af forsamlingshuset til nutidig brug og standard. Vi kan afsløre, at det er rigtig spændende! Det ser lidt anderledes ud end i 1959 – som på billedet.

Hvis du er nysgerrig efter også at se oplægget, så kom til BORGERMØDE OM FREMTIDENS FORSAMLINGSHUS – DEN 24. SEPTEMBER KL. 19.00-21.00. Her vil arkitekterne vise det, og der vil være åbent for kommentarer.

Kom og vær med – vi giver aftenkaffen.

NYT FRA BESTYRELSEN

Bestyrelsen har på sit møde den 3. september besluttet at sætte priserne på udlejning ned. De nye priser træder i kraft omgående og gælder, indtil ombygningen af huset har bragt det frem til en højere standard. Find priserne under menupunktet “Priser”.

I løbet af september måned banker kontingentgruppen på din dør. Vi håber, du vil støtte foreningen Vejstrup Forsamlingshus ved at forny dit medlemskab eller tegne et nyt. Der kan betales via MobilePay eller med kontanter, og hvis du ikke er hjemme lægger vi en seddel i din postkasse med information om, at vi har været hos dig. Vi håber, at du så vil tegne et medlemsskab alligevel. Der udsendes ikke medlemskort, men du kan til enhver tid sikre dig, at du er på medlemslisten ved at rette henvendelse til Michael Tørnqvist på telefon 60939979.

Vi har omsider fundet tid til at drøfte de gode forslag til aktiviteter fra generalforsamlingen og borgermødet. Det har foreløbig resulteret i, at der er sat dato på et loppemarked, at der vil blive etableret en arbejdsgruppe for foredrag og planlagt en tur i lokalområdet.

Bestyrelsen holder sit næste møde torsdag den 10. oktober kl. 18-21.

GASBOX

Så er billetsalget åbnet til årets koncert i Vejstrup forsamlingshus. Fre. d. 4 oktober kommer Danmarks bedste kopiband og spiller Gasolin/Kim Larsen og vi får en aften hvor vi kan mindes Danmarks nationalskjald, som forlod denne verden for et år siden. For bare 200,- kan du sikre dig en billet. Det er en STÅENDE koncert uden spisning men der er mange gode tilbud i baren. Det bliver en aften, hvor vi skal give den GAS………Kvinde min, Langebro, Pianomand osv…….

Dørene åbnes kl.18.30, koncerten er kl. 19.30

Billetter bestilles på 81612106 Der er kun 150 pladser, så der er rift om pladserne.

Ses vi…. det tror jeg nok vi gør.

SNART KAN DU SE DE FØRSTE TEGNINGER TIL OMBYGNINGEN AF VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS

Byggegruppen og arkitekterne har brugt sommeren til at arbejde videre med alle de gode forslag fra borgermødet den 25. juni, og nu glæder vi os til at se dig til et nyt borgermøde TIRSDAG DEN 24. SEPTEMBER kl. 19.00-21.00, hvor arkitekterne vil præsentere de første streger med inspiration i de input, de har fået.

Vi håber at se dig – og giver også denne gang aftenkaffen!

LEJ ROLIGT FORSAMLINGSHUSET – DER ER LÆNGE TIL BYGGERIET GÅR I GANG

Vi har i byggeudvalget drøftet, at der kan være tvivl om, hvorvidt man kan leje forsamlingshuset i ombygningsprocessen. Det er vigtigt for os at gøre opmærksom på, at indtil videre sker der alene planlægning, og derefter følger fondssøgning, byggeansøgning og projektering.

Du kan derfor roligt leje forsamlingshuset, hvis du har et arrangement i 2019 eller 2020. Se i kalenderen her på hjemmesiden, hvornår der er ledigt og book din reservation hos Inge på tlf. 30222986

Nyd terrassen ved Vejstrup Forsamlingshus

Måske har du bemærket, at terrassen ved Vejstrup Forsamlingshus er blevet frisket op? Energiske frivillige har været i gang med fliser, træarbejde og blomster (1000 tak!) – og nu er det bare at sætte sig og nyde den fine udsigt over gadekæret og lytte til frøerne.

Terrassen er perfekt til velkomstdrinken eller pausen mellem middagen og kaffen, når du holder din fest i Vejstrup Forsamlingshus. Du er også hjertelig velkommen til at nyde din kaffe eller madpakke her. Bare du husker at rydde op!

Musik ved gadekæret i Vejstrup

VELKOMMEN TIL ENDNU EN NYSKABELSE I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS – SOMMERMUSIK VED GADEKÆRET

SØNDAG DEN 18. AUGUST 2019 KL. 15.00.

Flere informationer følger her og på Facebook, men find allerede nu picnictæppet og solbrillerne frem – det bliver hyggeligt! 🙂

Så kom og nyd dejlig musik og vær med til at starte en ny tradition!
Entréen er gratis!
Du må gerne medbringe noget at spise – men vi vil rigtig gerne have, at du køber dine drikkevarer hos os. Til gengæld sørger vi for dejlig levende populærmusik af dygtige musikere.

God sommerferie

Sommerferien har ramt Danmark, og bestyrelsen for Vejstrup Forsamlingshus ønsker alle en god sommer og tid til afslapning.
Vi holder fri fra bestyrelsesmøder indtil 3. september; men det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke sker nyt i foreningen. Du kan holde dig opdateret ved at følge med her på hjemmesiden og på Facebooksiden “Det sker i Vejstrup, Fyn”.

VI VIL VEJSTRUP – VI SES!

Mød vores rådgivere

Det er en glæde for os at præsentere vores rådgivere, som vi har indgået samarbejde med om at få udarbejdet program og dispositionsforslag for en omfattende renovering af Vejstrup Forsamlingshus.

Vi glæder os meget til at samarbejde med GRÅBRØDRE ARKITEKTER repræsenteret ved Niels Janus og Kristian Hvass. På billedet er de foreviget efter borgermødet den 25. juni, hvor de præsenterede deres syn på bygningen og arrangerede en workshop for de fremmødte borgere. Der blev udvekslet idéer og visioner på bedste konstruktive facon, og rådgiverne bruger nu sommeren på at samle det hele til et byggeprogram.

Niels og Kristian fra Gråbrødre Arkitekter

Niels og Kristian har hjemme i Gråbrødre Arkitekters afdeling i Møllergade i Svendborg. Gråbrødre Arkitekter har blandt andet stået for et omfattende projekt på begge Ørkildskolens afdelinger, indretning af Fremtidsfabrikken 2 på Kvægtorvet og renovering af den Kgl. Vejerbod på Svendborg Havn. I 2018 fik de tildelt Svendborg Kommunes Arkitekturpris for en tilbygning til et bindingsværkshus i Brændeskov.

Næste chance for at møde arkitekterne bliver på et nyt borgermøde i september, hvor de vil præsentere et oplæg til dispositionsforslag, som skal være grundlag for fondssøgning og salg af folkeaktier.