VELKOMMEN TIL 2020 OG TIL VEJSTRUP SPISER SAMMEN

Årets første arrangement i Vejstrup Forsamlingshus er torsdag den 16. januar kl. 18.00, hvor gamle beboere siger velkommen til dem, der er flyttet til området i 2019.
Hvis du er ny her og ikke skulle have fået en hilsen som dem på billedet, så vil Ida meget gerne høre fra dig på tlf. 40737933.
Hvis du har boet her længere end fra 2019 og har fået et brev, så håber vi, du tager det som udtryk for, at vi bare rigtig gerne vil se dig til VEJSTRUP SPISER SAMMEN 😉

Mere information følger.

GLÆDELIG JUL

Bestyrelsen for Vejstrup Forsamlingshus ønsker alle en glædelig jul og et godt og fredfyldt nytår med en stor tak for 2019. Vi glæder os til at ses igen i det nye år til spændende aktiviteter og hyggeligt samvær.

AKTIVITETER FORÅRET 2020

Snart skriver vi 2020 og tager den nye kalender i brug.
Her får du nogle datoer for aktiviteter i Vejstrup Forsamlingshus.
Der kommer flere – og også mere information – men reservér foreløbig disse datoe

1.1. Nytårskur
16.1. Vejstrup spiser sammen
27.2. Generalforsamling
14.3. Forårsloppemarked
17.3. Vejstrup spiser sammen
24.4. Koncert med Moonjam
26.4. Åbent hus på Vejstrupgård og Vejstrup Vandmølle
23.6. Sankt Hans aften

NYTÅRSKUR

Onsdag den 1. januar kl. 15.00 mødes vi i Vejstrup Forsamlingshus for at ønske hinanden godt nytår ved et lille uformelt arrangement. Der bliver serveret bobler og kransekage på foreningens regning, og der er ingen tilmelding. Man kigger bare forbi.

Vi glæder os til at se dig!

NYT FRA BESTYRELSEN 26.11.2019

Bestyrelsen kan meddele, at forberedelserne af byggeriet er i god gænge. Byggegruppen har været forelagt et revideret skitseoplæg, der nu færdiggøres til en form, så det kan præsenteres for foreningen. Rådgiverne udarbejder ligeledes en model i 3D, som vi glæder os meget til at se.

Efteråret har budt på meget vellykkede arrangementer med god tilslutning og fine overskud. Der var stor tak og ros til arrangørerne og til sponsorerne af de mange flotte gevinster til bankospillet.

Det går pænt med udlejninger i forsamlingshuset. Tag et kig på kalenderen på hjemmesiden, hvis du skulle have lyst til at byde ind på en ledig dato.

Bestyrelsen indsender et høringssvar til forhøring på Svenborg Kommunes kommuneplan. Det har som overordnet emne, at kommunen bør støtte vores lokalsamfund i forhold til bosætning, herunder mulighed for etablering af et bofællesskab.

HO HO HO…..

Der var godteposer til børnene og lækre præmier i massevis, da julemanden gæstede Vejstrup og råbte numrene op til årets julebanko.
80 mennesker lagde vejen forbi forsamlingshuset, så både den lille og den store sal måtte i brug. 400 bankoplader var i spil, og foreningens formand delte rundhåndet ud af wellnessgaver, tøj, fint håndværk, legetøj, blomster, keramik, lækre ting til ganen i fast og flydende form og meget meget mere.
I pausen, hvor mørket så småt faldt på, tændte julemanden for den nye belysning af træet på øen i gadekæret, og efter bankospillet blev 24 borgere tilbage og nød gammeldags flæskesteg med hvide, brune og franske kartofler, rødkål, pærer med gelé og brun sovs.
Tusind tak til alle de handlende, der støttede op med gaver, og til adventsgruppen, julemanden, belysningsgruppen og jer, der bakkede op om arrangementet.
En rigtig glædelig adventstid ønskes jer alle.

MOONJAM i Vejstrup

Vi er stolte af at kunne præsentere Moonjam i Vejstrup forsamlingshus 24 april 2020. Mere info i det nye år.

Deres sprøde og melodiske musik – ganske ofte udført under indflydelse af sax – er gennem årene perfektioneret til en helt egen og original lyd, der ikke mindst kommer til sin ret ved koncerterne, hvor de fine musikere kan folde sig helt ud.


Brødrene Kærså – Rasmus på bas og Morten på vokal og keyboards – har efterhånden kørt rundt under varemærket Moonjam, siden 1985. Moonjam anno 2019 er et band i topform og med et så trofast publikum, at det bliver til omkring 60 koncerter om året. I løbet af karrieren har Moonjam nærmest optrådt overalt hvor der var en scene – og har været så langt omkring som i USA, Sovjet Unionen, Japan og i Folkerepublikken Nordkorea. Det er efterhånden blevet til mere end 10 albums – med de største øjeblikke samlet på ”The Moonjam Collection” (2011). Udover Rasmus og Morten Kærså består Moonjam årgang 2019 af guitaristen Mikkel Nordsø, trommeslagere Henriette Krogh og sangerinden Maibrit Olesen. Varemærkesax´en spilles af Bobby Rickett

JULEN STARTER SØNDAG DEN 24. NOVEMBER I VEJSTRUP FORSAMLINGSHUS

Vær med til at tage hul på julens glæder, når vi julehygger i Vejstrup Forsamlingshus præcis en måned før juleaften. Der er gratis adgang, men det koster 120 kr. for voksne og 75 kr. for børn, hvis man vil have julemiddagen med. Og hvis du vil spise med, skal du sende en sms til Bitten på tlf. 52 14 88 83 – senest fredag den 15. november.

Arrangementet starter kl. 15.00. Du vil blive mødt med juletræ og julemusik, og det forlyder, at julemanden kommer forbi med slikposer til børnene!

Du kan spille banko med flotte sponsorgaver – og der er også gode gevinster til børnene! Bankoplader koster 10 kr. og købes ved indgangen. Du kan desuden købe æbleskiver, klejner, kaffe/te, øl og vand.

Kl. 18.00 serveres der julemiddag. Menuen leveres af Majorgården og byder på traditionel flæskesteg med det hele.

Adventshyggegruppen glæder sig til at se dig og har lagt sig i selen for at lave et hyggeligt arrangement.

VELKOMMEN!