Foredrag; Verdenshistorien på 45 mn. og Grønland og sikkerhedspolitikken i Arktis
Vi starter sæsonen med et dobbeltforedrag. Man kan deltage i det ene eller begge. Der er gratis adgang.
Mellem foredragene er der en pause, hvor man kan spise en medbragt madpakke, og der kan også købes forfriskninger i forsamlingshuset.
Foredrag 1 kl. 17.00 – 18.00
Verdenshistorien på 45 minutter
Livestream med historiker Lars Hovbakke Sørensen
For at forstå, hvor vi er på vej hen, må vi forstå, hvor vi har været henne. Hvilke relationer har verdens forskellige kulturer haft indbyrdes gennem de seneste 10.000 år, og hvilke linjer kan vi trække frem til i dag? Til denne livestream tager historiker Lars Hovbakke Sørensen os med på en rejse fra de tidligste civilisationer over middelalderen og industrialiseringen til de store begivenheder, der har formet verden i dag.
Foredrag 2 kl. 18.30 – 19.30
Grønland og sikkerhedspolitikken i Arktis
Livestream med lektor ved forsvarsakademiet Camilla Tenna Nørup Sørensen
Over det sidste årti har stormagterne USA, Rusland og Kina rettet fokus mod Arktis. I takt med at isen smelter, bliver regionens ressourcer og attraktive sejlruter mere tilgængelige. Det stærkt forværrede forhold mellem Rusland og de øvrige arktiske stater har yderligere skærpet stormagtsspillet i Arktis og sat samarbejdet i Arktisk Råd under pres.
Hvad driver det tiltagende stormagtsspil i Arktis? Hvad er implikationerne for det arktiske samarbejde og regionens småstater? Og hvad kan Trump komme til at betyde for Rigsfællesskabet?