FREMTIDENS RNA-MEDICIN

Forårets række af naturvidenskabelige foredrag livestreamet fra Aarhus Universitet afsluttes med to foredrag i april, så hvis du ikke har haft oplevelsen endnu, kan du stadig nå at lære nyt i Vejstrup Forsamlingshus.
Foredragene finder sted fra kl. 19.00-21.00, og der er gratis adgang og ingen tilmelding.
I pausen kan der købes forfriskninger i form af kaffe, te, kakao, vand og chokolade.

Tirsdag den 18. april handler det om Fremtidens RNA-medicin

De fleste af os har fået RNA-medicin i form af mRNA-vaccine mod covid-19, men RNA kan bruges medicinsk til meget mere end vacciner. Postdoc i nanoscience Mette Galsgaard Malle, Interdisciplinært Nanoscience Center, Aarhus Universitet og professor i nanoscience Jørgen Kjems, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet vil fortælle om den RNA-forskning, der lige nu foregår, og som i fremtiden vil kunne lede til bedre behandling af en lang række sygdomme.